Båden på trailer

Om båden

Takket være et godt tilskud fra Friluftsrådet har vi kunnet anskaffe en båd på trailer. 


Foreningens båd er en let alujolle, egentlig kun en robåd, men vi har forsynet den med en mindre elmotor, som kan flytte dig fra sted til sted og bruges til lidt trolling. Motoren er ikke beregnet til længere ture.

Båden er forsynet med et lille ekkolod.

Båden står på en trailer, så du kan tage den med hvorhen du vil, men du skal have en bil med træk. Traileren vejer 150 kg, båden knap 100 kg tom. Tilladt totalvægt er 750 kg.

Båden er ikke havgående, men beregnet til brug på søer og fjorde.

Båden må ikke bruges på Hald sø. Vi har en anden båd på søen.

Båden er godkendt til tre personer, men fungerer bedst med to mand om bord.


Booking af båden

Båden bookes nederst på denne side. 

Når du booker, skal du booke eftermiddagen inden brugsdagen, hele brugsdagen og formiddagen efter brugsdagen. Der skal altså bookes fire tider. Du kan kun have én tur stående ad gangen. Båden kan kun bookes af foreningens medlemmer.


Afhentning og og tilbagelevering

Båden opbevares på vores depot på en gård ved Sparkær. Adressen er Lundgårdsvej 48, 8800 Viborg. Kør fra Ravnstrup mod Stoholm og drej af mod Ll. Tårup kort efter Nybro.

Vores depot finder du bag en aluminiumsport, der vender ud mod asfaltvejen. Parker din bil uden for porten, gå ind i gården, gå ind i de tidligere staldbygninger og find den nye aluminiumsport, der fører ud til vores depot.

Porten er låst med en kodelås, som du får koden til, inden du skal bruge båden. (Ellers ringer du til Jørgen eller Jens). Tag lys og briller med ind til låsen - det er ikke let at indstille en kodelås i halvmørke!

Du kan nu åbne porten ud til vejen og hente eller aflevere båden. Lås igen efter dig og drej koden væk fra det rigtige.

Du kan hente båden efter kl. 12.00 dagen før din sejltur, og du skal aflevere den dagen efter turen senest kl. 12.00.


Pakkeliste

Når du henter båden, skal du huske at få følgende med:

Motor

Batteri og oplader

Ekkolod og transducer

Årer

En rød kasse med tre redningsveste

En klar kasse med manualer, oplader, øse, IKEA-drivanker, stik til traileren.

En sort spand med anker og stangholdere

Trailerlås

Åerne kan ligge fastspændt i båden, mens du kører. Alt andet, også motoren, skal være i bilen og ikke i båden. Dels kan det flyve af, dels har det ikke godt af de rystelser, det udsættes for.

Når du afleverer båden, skal alle de løse dele lægges op i båden, så næste bruger husker det hele.


Transport af båden

Båden skal være spændt fast med et strap-bånd rundt om båd og trailer og med en anden strap i forenden af båden. Det er ikke nok med ophaler-remmen.

Traileren må ikke køres ud i saltvand. Det er en let jolle, vi har, så det er heller ikke nødvendigt at køre traileren i vandet – heller ikke bare dækkene. Båden må hellere slæbes over sand og sten, hvis det er nødvendigt. Vent med at fylde noget i båden, til den er ved vandet.

Husk at tage bommen med lys af, når båden trækkes af og på traileren.

Når båden sættes i eller tages af vandet, skal transduceren vippes op og motoren være trukket helt op. Motoren kan hæves og sænkes i et beslag på benet – det finder du ud af, når du har motoren i hånden. Traileren har et 8-benet stik, der passer til nyere biler. Det er vist det, man kalder 13-polet. Der ligger et overgangstykke til 7-polet i den klare kasse.

Se mere om transport under forsikring.


Opladning af batteri

Hvis du vil bruge motoren, skal du selv sikre dig, at batteriet er opladet. Du skal bruge den lader, der hører til båden. En fuld opladning varer 6-7 timer. (Hvis du har mulighed for det, så lad også batteriet op, inden du afleverer båden – det er meget sundere for batteriet.)


Brug og rengøring

El-motoren er som nævnt ikke så stærk som en benzinmotor, og den bruger meget strøm ved fuld ”gas”.

Med fuld skrue kan man regne med 2 timers driftstid, med halv kraft med ca 8 timer, men hold øje med batteriindikatoren på batterikassen. Den kan kun aflæses med slukket motor.

Ekkolod. Der følger et lille, simpelt ekkolod med. Der er strømudtag på siden af batterikassen.

Ankeret ligger i den sorte spand. Husk at fastgøre ankertovet, inden du smider ankeret over bord!

Hvis båden driver for meget, så brug drivankeret (den blå IKEA-pose)

Stangholderne skal vende indad, når de monteres og tages af.

Årerne kan kun monteres rigtigt, når de peger lige bagud. Der er forskel på højre og venstre åre.

Aflever båden rengjort, så den er lækker til den næste låner. Brug den sorte spand til fisk, så der ikke kommer skæl, slim og blod i båden.


Forsikring

Båd og trailer er kaskoforsikret med en selvrisiko på 4000 kr. Den selvrisiko på 4000 kr dækker du selv, når du låner båden.

Skader på andres ejendom, herunder andre både, under sejlads er ikke dækket – det dækker du selv, men det burde ikke være et problem med dette fartøj.

Forsikringen dækker kun tyveri af båd eller trailer, hvis du har aflåst traileren med den medfølgende trailerlås. Det gælder uanset hvor du parkerer traileren, og uanset om det er med eller uden båd. Det er ikke nok, at traileren er koblet på bilen. Den skal kobles af, og trailerlåsen skal sættes på.

Hvis du mister traileren - eller båd og trailer - uden at traileren er låst, dækker du hele udgiften på op til ca 50.000 kr.

Båden må ikke stå med motoren på, den skal tages ind.


Spørgsmål eller problemer

Ring til Jørgen Buch på 2044 0744 eller Jens Drengsgaard på 3048 7902 13. marts 2023 Jørgen Buch


Book båden her: 


© 2024 Viborg Lystfiskerforening
Log ind som administrator