Der er fanget mange havørreder de sidste dage.

8. februar 2021

Men de er fanget med strøm.

DTUAqua er gået i gang med endnu en spændende undersøgelse af havørredernes vandring. Og heldigvis har de valgt at gennemføre undersøgelsen i vores åer.

Undersøgelsen ledes af biolog Martin Lykke Kristensen, og Martin fortæller, at det foreløbige arbejde har være både en op- og nedtur.

Først elfiskede de hele Fiskbæk å fra Ravnstrup til udløbet og fangede 4 havørreder. Martin var langt nede og begyndte at frygte, at hele hans projekt til 7-800.000 kr var ved at  falde på gulvet.

Men da de skiftede til Jordbro å, steg humøret. Der fangede og mærkede de på to dage 67 ørreder, og da de kom til Simested gik det endnu bedre. Her blev 102 ørreder mærket på to dage, og Martin kunne fortælle, at "grønlænderne" stod i flokke i åen. Men nu var det også blevet rigtig koldt, så det er nok forklaringen.

Fiskene forsynes ikke med sædvanlige mærker, men med små sendere, som opereres ind i bughulen. Der ligger de så og bipper en gang i minuttet, og lytteposter registrerer, når de går ud af åen, når de passer Virksund, Hvalpsund, Aggersund, Ålborg og Hals. Og omvendt når de kommer retur til efteråret, hvis de da når så langt. 

Der er ekstra mange lytteposter ved Virksund, så vi håber at blive noget klogere på, hvordan fiskene klarer sig forbi sælerne og skarverne ved slusen.

De første resultater foreligger i øvrigt allerede efter et par dage. Lytteposterne ved åernes munding viser, at ørrederne ikke bare "går ud", og så bliver derude. De turer frem og tilbage mellem åen og havet, og det er nok forklaringen på de elendige tal fra Fiskbæk å, som ellers har fisket helt fint i sidste sæson. Her blev der elfisket i mildt vejr og lige efter et stort regnskyl, så fiskene har nok været gået ud i de dage. De kan sagtens være tilbage nu, hvor det er blevet koldt.

Det bliver spændende - vi skal nok holde jer orienteret her på siden.



DTU-folkene med en fin nedgænger fra Fiskbæk å

© 2024 Viborg Lystfiskerforening
Log ind som administrator